Dorte Hummelshøj Jacobsen

Kludekræmmerens Blindstrikkebog

Candied 2020 

Pris: 170 kr

En sjov og anderledes strikkebog med udfordringer og små benspænd.

Alle 31 kludemønstre er beskrevet udelukkende i tekst, så man skal koncentrere sig og huske hvilken linje, man er kommet til i mønstret. Hvis man giver fortabt, findes der bag i bogen et afsnit med facitlisten, diagrammer til alle mønstre. Siderne med facitlisten er klæbet sammen med et lille klistermærke, så alle kan se, når man har brudt seglet.

Agnete Rasmussen

Erika Knight

Strik med struktur

Lindhardt og Ringhof

Oversættelse: Vibeke Warthoe

192 sider

Pris: 300 kr.

Den engelske strikdesigner, Erika Knight har gennem årene udgivet mange inspirerende strikkebøger. Selv om bogen indeholder opskrifter strikket med struktur inspireret af naturens egne farver og mønstre, er det i sig selv måske ikke så meget anderledes end andre strikdesigneres bogtitel. Men det jeg hæfter mig ved i denne bog er, at disse opskrifter alligevel er lidt anderledes, fordi der er en del asymmetriske designs, nogle designs hvor enderne hænger, nogle designs der er (for) store og et design  med huller på et uventet sted. Dette skyldes måske, at Erika Knight nu arbejder sammen med sin datter Arabella?

Udover opskrifterne er der ca. 40 siders indledende oplysende beskrivelser om garn og fibre, alternative garner, pas godt på dit strik, slow clothes osv.

Kirja

Anne Bårdgård

Norske vanter fra Selbu

Turbine

296 sider

Pris: 350 kr.

I sidste nr. omtalte vi den norske udgave af Selbumønster af samme forfatter. Denne gang har vi fornøjelsen af at omtale bogen: Norske vanter fra Selbu, men i en dansk udgave. Denne bog er lige så grundig og gennemresearchet, hvad angår fortælling om vantens historie og betydning. De ældste vanter var kun til fint brug eller blev brugt som fine gaver. Det var håndværk på et meget højt niveau, både når det kom til uldsortering og strikning samt originalitet i mønstersammensætningen.

Sammen med strikkere i Selbu har hun genskabt opskrifter på gamle mønstre, og der er en enorm mønstersamling i bogen. Derudover mange opskrifter på babyvanter/dåbsvanter, fingervanter, herrevanter og damevanter.

Kirja

Hönsestrik forever

Anna Bauer

Forlag Roos og Tegner, Malmø

Sider 121 plus 32 sider med mønstre

Pris: ca. 200 kr

 

Anna Bauer var instruktør på det Nordiske Strikkesymposium i 2019. Sidste efterår kom hendes første bog Hönsestrik  a love story og nu er hendes bog nr. 2 kommet. Den er lige så inspirerende at have i hænderne som den første. Her strikkes frit med farver og fantasi, men med stor stil og struktur. Her er stadig enkelte huer, vanter og strømper, men især flere trøjer, og som noget nyt den ikoniske, lange nederdel, som af så mange forbindes med hønsestrik. Til sidst er der et kapitel om hønsestriks historie. Anna Bauer var i Danmark i februar 2020, hvor hun fik talt med både Grete Rung, som skrev artiklerne om hønsestrik her i Gavstrik, og Kirsten Hofstätters søn. Det er et vigtigt bidrag.

Helle de Visme

Astrid Skibsted

Vikleprøvemanifest

Forlag: www astridskibsted.dk

200 sider

Pris: 300 kr.

Vikleprøver er ikke indviklet, selv om resultatet kan se sådan ud. Teknikken er enkel og du kan få brugt mange af dine garnrester, samtidig med, at du eksperimentere med farvesammensætningerne.

Titlen:Vikleprøvemanifestet/The Yarn Winding Manifesto indikerer at bogen både er på dansk og engelsk. Den indledes med kapitlerne: Sanselig opmærksomhed, at blande farver - uden at blande farver, Astrids historie om vikleprøver, vikleprøvemanifestet 2020. Efter disse kapitler er der masser af inspirerende fotos af Astrids flotte vikleprøver. Hun formår med denne bog at dele glæden ved håndværk, materialer og farver – så vi simpelthen må i gang.

Kirja

 

Anne Kirketerp

Craft psykologi

Sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk

Forlaget Mailand, Hjørring

166 sider

Pris: 245 kr.

Jeg har altid haft problemer med oversættelsen af det engelske ord ’Craft’ forstået på den måde, at jeg ikke var helt tilfreds med oversættelsen husflid, håndarbejde. Men hvad jeg ikke formåede at sætte ord på, det læste jeg i begyndelsen af bogen, hvor Anne Kirketerp  skriver, at craft både betyder håndarbejde og hobbybetonet håndværk, MEN med undertoner af engagemen, interesse og vilje til at bruge tid og kræfter på den, samt være nyskabende og opfindsom.

Når ordet craft bliver sat sammen med ordet psykologi, bliver det ikke mindre interessant og i Danmark er det en nyskabelse inden for bogudgivelser.

De teoretiske kapitler er ind imellem krydret med små blågrå cirkler med overskriften: ’Fra min egen empiri’. I dem citerer Anne Kirketerp nogle af de svar, hun har fået fra knap 200 personer på spørgsmålet: ’Hvorfor laver jeg craft?’ Udover det har Anne Kirketerp foretaget mere dybtgående interviews med 30 personer om ’hvorfor laver jeg craft, og hvad er effekten?’ Når I læser citaterne i disse cirkler, er jeg sikker på, at I kan finde jer selv i mange af dem.

Anne Kirketerp fortæller, at hun er uddannet håndarbejdslærer, psykolog og ph.d., og at hun har udført mere end 30.000 timers craft. Det sidste viser, at hun ikke kun bygger bogen på teori, men også kender til praksis.

Bag i bogen er der en litteraturliste på 357 artikler, som også ligger til grund for bogen. Under min skimming af litteraturlisten, stødte jeg beskæmmende nok ikke på  danske titler/forfattere?

Bogen bygger på videnskabeligt velunderbyggede teorier og metoder, der viser, hvorfor craft ikke blot er meningsfuldt og dejligt at udføre, men også har en lang række gavnlige fysiske og psykologiske effekter.

Den rette plads for denne bog må være i enhver Gavstrikkers reol, men læs den først.

Kirja

Kutomi Hayashi     (Akiyo)

Sock Knitter

www.tezukuritown.com

ISBN978-4-529-06004-2

96 sider

En rigt illustreret japansk sokkestrikkebog med mange forskellige begyndelser. Så vidt jeg kan se begyndes alle sokkerne ved skaftet.

Fem forskellige måder at strikke hæl og tå. Alle sokkerne er strikket i forskellige mønstre, nordiske og estiske.

Kirja

Klassikere fra Sandnes Garn

Merete Norheim, Tirill Ilebekk Hansen, Kari Hestnes, Ristiina Paredes og Helle Slente

Forlag: Turbine

176 sider

Pris: 300 kr.

Det 130-årige norske garnfirma har fået forfatterne til at lave deres eget design fra Sandnes garns eget mønsterarkiv. F. eks. har Merete Norheim anvendt Unn Søilands originale mønster til Mariussweater.

Resultatet er blevet: 1. Mariussweater i raglan, (nederst på bullen er bort med dette mønster). 2. Mariussweater med rundt bærestykke, (På bærestykket er en bort med dette mønster. 3. Mariustrøje (samme som 2., blot med knapper). 4. Kopvarmer med Mariusmønster.

Kirja

Pernille Cordes

Strik med lækre detaljer

Monteringsfri strik med innovative teknikker

Turbine

260 sider

Pris: 300 kr.

Bogen lever op til titlens indhold, hvad angår de 23 strikkeopskrifter.

Der er desuden 24 sider med teknikker, der præsenteres med mange fotos. Hvis det ikke er nok, er der over 50 videoer til rådighed. Disse findes ved at scanne QR-koderne i bogens teknikafsnit.

Modellerne er strikket enten oppefra eller nedefra i et stykke. Det monteringsfrie strik giver en smuk finish.

Kirja

Moderne broderi på strik og tøj

Warunee Bolstad

Forlag: Turbine

188 sider

Pris: 280 kr.

Med 15 broderimønstre både for begyndere og mere øvede, kan bl.a. dit strik få et mere personligt præg, og en gammel trøje kan blive piftet op.

Bogen indeholder tre hovedafsnit, nemlig broderi på strik, broderi på tøj og tilbehør samt mønstre og teknikker. Jeg kunne tænke mig at prøve fladsyning på strik, for at se hvordan resultatet bliver. Jeg tænker her på strik, der jo er elastisk, og det er ikke lige den egenskab, som jeg forbinder med fladsyning, men måske?

Kirja

Webmaster Helle Larson
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk