Ruth Sørensen

Min vej ind i strik.

Når man når min alder, kan en ”faktaboks” blive meget omfattende, men min herover er skåret ind til benet.

I virkelighedens verden er den selvfølgelig fyldt med alle mulige svinkeærinder, som børnefødsler, flytninger, andre uddannelser og projekter, men når jeg ser hen over mit liv, har der altid været en rød tråd – som for mit vedkommende sjældent kun har været rød, men har haft alle mulige farver – og den har altid været en ”rigtig” tråd – oftest af uld og er blevet brugt til vævning og strikning.

Min strikketråd starter i barndommen hos min farmor og har stort set været ubrudt siden.

Mine første strikkepinde var blå med Anders And hoveder – min søster fik røde med Micky Mouse og den første produktion var dukketøj. En del halstørklæder (Slå 12 masker op, tag første maske vrang løs af og så ellers ret derudaf). Men der var også dukkekjoler med vendestrik.

Senere gik vi over til strømper. Jeg fik stadigvæk blå pinde – min søster røde, måske for at vi ikke skulle forgribe os på hinandens pinde.

Ved strømpestrikningen kom min mormor ind i billedet – hun var god til strømper og lærte mig at strikke hæl. En hæl, som jeg stadigvæk efter – når jeg nu tænker mig om – 65 år, kan strikke i søvne.

I skolen følte jeg lidt, at jeg blev slået tilbage til start. På det tidspunkt havde alle (altså kun pigerne) håndarbejde fra første klasse. Tilbage til dukke halstørklæder, men heldigvis måtte vi, når vi havde vist, at vi kunne strikke, strikke ”halstørklæder” i forskellig længde, sy dem sammen til en ring – folde og lægge inden i hinanden og få en mangefarvet nålepude.

I min tidlige håndarbejds underrvisning opstod der også konflikter: Det der med at tage 1. maske vrang løs af, brød min lærer sig ikke om: den skulle strikkes og min farmor fastholdt at det var det pæneste med løs af. Og min mor blev nærmest vred, da jeg kom hjem med en nålepude af bomuld – nålene ruster jo, når man bruger bomuld. En nålepude skal være af uld, og hvis det er en med fyld, må det aldrig være af bomuldsvat, men uld. Hvis du ikke har kartet uld, kan du bruge trådender eller noget optrævlet garn! Materialelæren var blevet indført.

Nå, jeg strikkede mig gennem min skoletid, med de opgaver der nu kom, men det var stadigvæk derhjemme, der var plads til udvikling. Jeg er vokset op på landet, og i 50’ erne og 60’erne mødtes ”naboerne” en aften om ugen: kvinderne strikkede og mændene spillede kort nogle timer og fik en kop aftenkaffe og noget kage inden de gik ret tidligt hjem.

Her kunne jeg iagttage kvindernes forskellige strikkearbejde og jeg husker særligt Marie. En lidt ældre kvinde, hvor jeg nu i bagklogskabens lys kan se, at hun nok har været lidt dårligere økonomisk stillet, fordi hun fik mange garnrester af de andre. Men hun strikkede de smukkeste slumretæpper af firkanter strikket i vævestrik. Det hed det selvfølgelig ikke den gang, men hun lærte mig teknikken og hendes tilgang til at blande farver, husker jeg stadig.

Efter folkeskolen kom gymnasiet. Jeg gik på gymnasiet fra 1967 – 70 og da blev der strikket igennem. Vi strikkede i bussen, og jeg var blandt de heldige, som havde en halv times transport hver vej, i frikvartererne og især i timerne. Særligt i snakketimerne, altså sprog, historie, oldtidskundskab og religion. Især religionstimerne kunne være en katastrofe at skulle igennem uden garn, og jeg husker paniske ture til Julius Kock i Guldsmedgade efter pladegarn (ponchoer / nederdele / veste) eller til Garnlageret efter det superbillige syntetiske maskingarn, der blev omsat til stribede sjaler med løbemasker og frynser.

Gymnasiestrikkeriet sluttede med at jeg strikkede en fin hvid studenterkjole med hæklet overdel.

De følgende år havde jeg en del fjumreår – altså, det hed det ikke dengang og egentlig synes jeg heller ikke det er et passende udtryk. Jeg tog en kort uddannelse, startede - og afbrød en længere uddannelse på universitetet (og ja, vi strikkede til forelæsningerne) og jeg endte med et par år som fast nattevagt på Ortopædisk Hospital. Et dejligt sted, hvor patienterne oftest ikke var alvorligt syge og derfor sov om natten og gav vagterne frihed til at læse og strikke.

Jeg husker disse år som fællesskabets og kollektivernes tid. Også strikketøjet var fælles: i de kollektiver, jeg kom i, var der ofte en kurv midt på bordet, hvor man kunne strikke på den strømpe, som var i gang. Andre steder stod en kurv med råuld og nogle karter. Hjemme hos mig var en kurv med garnrester og et evighedsprojekt, der dog med tiden blev til et stort varmt tæppe. Ca. 400 masker, som blev strikket ret – frem og tilbage på en rundpind - med den garnrest, man nu lige havde lyst til. Hvis nogen havde lyst til andet end retstrik eller måske mønsterstrik, var det selvfølgelig ok. Det var også tiden med hønsestrik, hvor mændene endelig igen begyndte at strikke.

1976 blev nok året, hvor jeg blev voksen og målrettet. Jeg havde fået en kæreste og fødte vores første barn. Hun blev født under en hedebølge i juni og der blev ikke brug for de monstertykke lanolin bukser og de små lækre uldne undertrøjer, jeg havde strikket. Men barn nr. to blev et novemberbarn, så det hele kom i brug nogle år senere.

Min målrettethed gik mod Kunsthåndværkerskolen i Kolding, hvor jeg startede 1977 og tog afgang i vævning i 1981.

Kunsthåndværkerskole.

Det kan siges ret kort: håndstrik var ikke et fag på Kunsthåndværkerskolen. Der var plantefarvning, spinding og selvfølgelig en masse design, tegning og alle mulige støttefag, men strik var kun repræsenteret som maskinstrik, og, som jeg husker det, et ugekursus i ”opskriftskrivning”.

Ikke at vi ikke strikkede, det gjorde vi alle. Vi strikkede i pauserne og i ”snakkefagene” – kunsthistorie, foredrag og den slags, men man har måske vurderet, at det ikke var nødvendigt ( vi kunne jo alle sammen i forvejen) eller at det ikke var fint nok til at være et ”fag”, når vi skulle uddannes til at være Industrielle formgivere.

Tekstil Formgiver.

Mange af os fra kunsthåndværkerskolen havde nok en forestilling om et liv på lille værksted, hvor vi fremstillede vores smukke tekstiler – omgivet af egne får, som vi kunne klippe, farve uld og spinde og med glade børn og økologiske have i baggrunden. Mange af os gik i den retning, men havde ikke været helt skarpe på, at vores at finde afsætning for vores produkter.

Heldigvis havde vi under uddannelsen også lært at være kreative og omstillingsparate, så vi fandt andre indgange til spændende leveveje.

Jeg var så heldig at få job som faglærer på Arbejdsmarkedsuddannelserne. Jeg startede som tekstillærer, men ret hurtigt forsvandt det tekstile ud af mit arbejdsliv. I de følgende mere end 20 år fandt jeg ind på andre fagområder. Det var en dejlig tid og jeg havde det fint med, at mit væv og strik fik status som fritidsinteresser. Der var også kommet flere børn, som voksede til og skulle forsørges og det harmonerede godt med en fast månedsløn.

Imidlertid har jeg aldrig sluppet min begejstring for strik. Jeg har altid næret en dyb fascination af Fair Isle traditionen på Shetlandsøerne og som en slags belønning gav jeg mig selv en rejse til Shetland det år, min yngste blev student. Det blev en helt fantastisk oplevelse og blev begyndelsen på, at mit liv tog en helt anden drejning.

Mønsterstrik.

Omkring årtusindskiftet var noget nyt begyndt at røre på sig omkring strik. Som ofte er det nye strømninger fra USA, der fører an. Det var også her, man startede en mere social side af strik og mødtes på det, som dengang var helt nyt: nemlig strikkecafeer. Det var ikke nyt at mødes om strik, det har man altid gjort fra A Bindstouw til strikkeklubber, hvor en gruppe kvinder strikkede sammen hjemme hos hinanden. Det nye var, at man mødtes i det offentlige rum. Der sker andre ting næsten samtidigt, som gjorde at den strikkebølge, vi lige nu stadig rider på, begyndte at rulle.

Der var en bevægelse, som ville holde fast i gamle håndværk, Internettet var i sin vorden og gjorde det muligt at have et kæmpe netværk og endelig var mange ved at finde tilbage til den ro og fordybelse, der er i at udføre et håndværk.

For mig er det ligegyldigt, hvad der har været afgørende i processen. Jeg var parat og havde aldrig lagt mit strikketøj til side. Jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde rum og overskud til at deltage i det, der for mig skulle blive et strikkeeventyr.

Affødt af mine oplevelser på Shetlandsøerne, kastede jeg mig over mønsterstrik. Jeg strikkede med garn, jeg havde med hjem fra Shetlandsøerne, men ved en tilfældighed fik jeg fat på noget flerfarvet garn og tænkte, hvad senere skulle vise sig at være en rigtig smart tanke, at det måtte kunne bruges til mønsterstrik.

Det blev indgangen til et eventyrligt strikkeliv, hvor jeg kort fortalt, har rejst rundt i verden og undervist i strik. I nogle år havde jeg stadig mit faste underviserjob, men jeg havde mulighed for at holde orlov nogle måneder af året, mens jeg rejste. Efterhånden tog strikningen over og jeg endte med at være fuldtidsdesigner, hvor jeg udvikler strikkeopskrifter og underviser.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk